Jeg har fulgt nyhederne med interesse, efter at forslaget kom frem at velfærd var noget man skulle gøre sig fortjent til. Jeg må indrømme at jeg var overrasket over at så mange dansker støttede forslaget. Det eneste jeg kan se er, at forslaget splitter Danmark endnu mere i to samfund, og ikke på en retfærdig måde.

Overhovedet.

Jeg er en af de heldige som er født i Danmark og har dansk pas. Jeg er en af de heldige som er opvokset i udalandet. Jeg er en af de heldige der godt kunne læse på et dansk universitet alligevel. Jeg er en af de heldige som kan flydende engelsk. Jeg er en af de heldige der absolut ikke har tænkt mig at blive i Danmark når jeg er færdig.

Når det så er sagt, så bidrager jeg med mit. Jeg har valgt ikke at modtage SU. Jeg har valgt at bruge min fritid på at gøre livet bedre for andre studerende. Jeg har valgt at være spejderleder. Læger er noget som skriver dødsattester (eller fødselsattester). Alt i alt, så koster jeg samfundet min videregående uddannelse, men jeg ville mene at jeg koster det mindre end diverse andre.

Lige meget hvad, så koster jeg dog samfundet penge. Og problemet ligger i forventningen fra mange af dem som er vokset op med vores system, om at staten giver os, så vi kan klarer os, og lidt til. Den holdning er farlig, det er den som vi ikke har råd til. Det skal være pinligt at modtage kontanthjælp, det skal være sådan så man vil tage hvilket som helst job for at slippe for det. Det er ikke at sige at der er nogen mennekser som ikke har brug for den, min indtryk er bare at der er flere som får mere hjælp end de egentlig har brug for.

Holdning om at udlændinge derfor skal gøre sig fortjent til at modtage hjælp er derfor noget, rent ud sagt, bras! Hvis det er nogen som er 20 - 40 år alderen som flytter til Danmark fordi de har fået job så betaler de skat fra dag et, og det har ikke kostet samfundet noget at opfostre dem. Hvis det er indvandrere eller flygtninge så er det toppen af poppen vi får, det er dem der kan noget, de er flygtet fra hvor de kommer fra, og det betyder noget. De kommer fra baggrunde hvor de er taknemmelige over at få lov til at leve et stille liv, og de vil gerne bruge den uddanelse de har, eller uddanne sig mere - hvis de ellers får lov.

Så næste gang vi begynder at snakke optjeningsprincippet så synes jeg lige vi skal se hvor mange danskere der faktisk er et dræn på samfundet, og få gjort noget ved dem først. De 6.5% som er udlændinge, det er ikke dem der er problemet.

Kaffen som står på bordet er blevet lunken, men jeg er ikke færdig med at tænke. Min veninde siger ikke så meget, hun er der bare, og det er nok.

Billederne kører for mit indre øje, de fleste ville nok mene de ikke er så skræmmende, men jeg er fanget der igen. En 13-åriges reaktion på hvad der sker mod en 23-årig. Alle de forsvarsmekanismer som jeg har opbygget i løbet af skolen er væk, og dog. Jeg reagerer som jeg plejer, trækker mig ud af fællesskabet. Problemet er bare at de 90% af min omgangskreds som jeg kan stole på, ryger også udenfor en mur.

Jeg prøver at sætte ord på hvad der er sket, og jeg min ene hånd kører frem og tilbage på min mave som for at beskytte den. Eller for at varme den. Jeg ved det ikke helt, men det gør fysisk ondt til trods for at der ikke er nogen som har lagt en finger på mig.

Jeg er lige startet på en ny uddannelse, men selv om kurserne er utrolig spændende har jeg ikke lyst til at tage til time. Jeg har svært ved at stå op om morgenen og jeg er begyndt at læse rigtig meget fantasy, som jeg egentlig ikke har tid til. Jeg reagerer som jeg plejer, trækker mig ud af fællesskabet.

Blikkene er svære at undgå i en klasse på 12, hvor 4 kan fylde alt for meget. Jeg er ærke-DTU’er, har endeligt fundet mig en niche, og det er mærkeligt ikke at have kurser med dem jeg startede med i sin tid. Derfor kan jeg godt forstå de 4, de er helt nye, startet på et nyt universitet og har ikke fundet en plads. De reagerer som de bedst ved, og smider andre ud af fællesskabet.

Det er ikke for at finde undskyldninger for dem, og dog. De tænker ikke over det, de tænker ikke over hvor ondt det gør, og hvor lidt der skal der til, de skaber bare et fællesskab. At det er den dårligste måde at skabe et fællesskab på, og de kommer aldrig til at føle sig hjemme på mit universitet kan de ikke gøre for. Jeg ville ønske jeg kunne reagerer lidt anderledes.

————————————————————————————————————-

Det er egentlig utrolig hvor lidt der skal til - et intern prog og nogen blikke, hvor man lukker nogen ude. Og lige meget hvordan man vender og drejer det, så gør det altid mere ondt at modtage disse blikke end at sende dem.

Det er lidt som vælger at se på det.

Min nuværende kæreste var på Roskilde i sommers, hvor vi ikke var kærester, men hvor han havde sagt at han ikke havde lyst til at kysse med andre. Det er det der fantastiske stadie før man ved præcis hvordan og hvorledes og hvad der sker og hvor man har hinanden - og jeg mener det når jeg siger det er fantastisk. Man har permanent kriller i maven og her helt høj på mange mærkelige naturlige stoffer.

Han kiggede forbi om onsdagen den uge, og selv om jeg undrede mig tænkte jeg ikke mere over det. Han var fuld. Fulde mennesker er impulsive. Vi sad forleden og snakkede om det, og åbenbart kom han til at kysse lidt udenom dagen om tirsdagen. Ville jeg virkelig have flere detajler? Nej ikke rigtig.

Det faktum at han dagen efter vælger at tage hjem til mig taler nok for sig selv. Og jeg regner ikke med det sker igen. Hvis det gør, så er han jo bare dum.

Jeg var hjemme hos kæresten forleden og der blev snik snakket lidt. Han sad egentlig og læste lektier, men kunne ikke lade være med at forstyrre lidt. Han spurgte om jeg i November havde én aften fri som jeg ville bruge med ham. Tjekkede min kalender fordi jeg har altid alt for mange ting på programmet.

Havde én aften fri - den 30. november men det er vel godt nok? Så skal i Tivoli tirsdag om en uge, også selv om jeg burde læse til eksamen. Glæder mig til at se julelys og til at vi laver noget andet sammen end at sidde hjemme/lave lektier/se film. Det er hyggeligt, men det er begrænset hvad man kan lære om hinanden ved at se en film.

Sidst men ikke mindst, har jeg fået meldt afbud til aftensmaden mandag med den begrundelse at det er lidt for tidligt. Det kunne han godt forstå

Jeg har endelig fundet den perfekte gave til kæresten - han skal have en Klein flaske. Han er nørdet nok til at sætte pris på at det er en flaske han bruger i kemi omformet til et sejt matematisk koncept.

I den forbindelse snakkede vi jo lidt igår. Jeg kan ikke lade være med at snakke om den, fordi jeg synes den er sej, men han ved endnu ikke hvad han får. Han har et akvarie jeg elsker at give mad fordi det bare er sjovt at se fiskene svømme, så joken er at jeg skal have fisk. Nope! Jeg ender bare med at slå dem ihjel, alt for hurtigt.

Nævnte ordet smykker fordi det er nemt (men hvis han kender mig ved han jeg hellere vil have ænder…) hvorefter han siger det gav han eks-kæresten. Det lyder ikke som om det var en succes, og det lyder lidt som om han ikke er kommet sig over hende. Nogen gange burde folk bare virke glade for det de får, så de ikke ødelægger det for andre senere - men nu ved jeg da han er nødt til at være kreativ Glæder mig lidt til at se hvad han finder på.

Bare det ikke er et lille kemikersæt!

Så fik jeg akut tid til lægen i dag, fordi jeg var vågnet natten mellem mandag og tirsdag hvor jeg kløede. Jeg blev undersøgt og fik en fin recept, og så er alt godt om 14 dage. Apoteket havde medicinen hjemme, og for 66 kroner synes jeg da det er billigt sluppet.

Den eneste hage?

Medicinen skal opbevares i køleskabet.

& jeg bor altså på kollegie!

Jeg var til konfernece sidste weekend hvor der var en fra et humanistisk universitet som sagde hun havde gennemlæst alle dokumenterne, og glædede sig til at arbejde sammen os alle da hun var lidt nørdeet på den måde.

Nu var nørd et skældsord da jeg var mindre. Da mine kammerater skulle finde nogen at gå efter var det mig, fordi jeg var “nørdet”, “teachers pet”, “secchione” (en der læser for meget) mv. Da var det egentlig ikke sjovt at blive kaldt disse ord.

Jeg er nået så langt at det ikke længere er slemt at blive kaldt nørdet. Faktisk er det egentlig OK. Det betyder man har styr på tingene, og at alle er enige om at det er sjovt at diskutere et teknologisk produkt, kvantemekanik eller noget helt tredie (fx hvor effektiv en motor er). Jeg har vænnet mig til at jeg er nørd, og det egentlig er sejt nok i sig selv.

Så jeg bliver lidt fornærmet, når en af dem (har først lært hende at kende nu, men jeg tror i forstår hvad jeg mener), der engang har kaldte mig disse ting, nu vælger det er et ord hun vil bruge om sig selv.

Lad mig beholde nørd for mig selv! I lærer alligevel så mange forskellige ord, der må være noget der er mere beskrivende!

15: !

Mig: Hvad?

15: Hørte i baren igår du kyssede med kemikeren.

Jeg blev helt rød i hovedet og rundt på  gulvet. Det var ikke meningen at kemikeren skulle have fortalt det videre. Det var lidt min hemmelighed. Der var ikke noget at gøre - hemmeligheden var ude. Mødte 15 senere og fik kemikerens nummer, men slettede det igen, turde ikke skrive, og nægtede at skrive når jeg var fuld.

Det løste bestyrelsen så for mig ved at stjæle min telefon, og skrive til ham. Så var kommunikationslinierne ligesom blevet åbnet. Måtte tage det første skridt på en måde, men det var ham der crashede hos mig de efterfølgende uger. Jeg blev inviteret på aftensmad, endte med at sove der natten. Han kom hjem fra Roskilde den ene aften for at se mig, og sov åbenbart ikke hos andre hele den tid. Hans venner syntes han var kedelig.

Var meget direkte fra start af, det måtte helst ikke gå for hurtigt. Prøvede at snakke om det 2 gange, blev afvist så ventede på at han spurgte. Konklusionen var vi enige om, jeg ville bare have klare retningslinier, det hjælper senere hen. Ved godt at sådan noget her er ikke noget man kan lave retningslinier for, men så forventer den ene part ikke for meget.

Det hele fulgte sin naturlige gang - vi bruger utrolig meget tid sammen i betragtning af hvor meget tid jeg faktisk har. Når jeg tager hjem, selv om kl er meget sent ender vi meget tit i samme seng, og d. 9 september blev det officielt, præcis 3 måneder efter vi kyssede. Når jeg kigger på det sådan så er det gået hurtigt, især fordi hen over sommerferien har vi ikke været i samme land særlig tit. Jeg er ikke rundt på guvlet fyrværkeri overalt adrenalin junkie forelsket, men det (og han) er dejligt. Det her er mere stille og roligt, utrolig afslappende og der er så meget mindre “drama” end i mit sidst forhold.

Ved kun jeg bliver meget glad når han skriver, at det er lang tid siden jeg har brugt så meget tid på nogen uden det har føltes besværligt, han får mig til at rødme, og jeg plejer ikke at kunne snakke med drenge så længe at baren lukker.

Har nedprioriteret bloggen her på det sidste. Har haft alt for travlt med en bestyrelse, et forhold der gik i stykker, et bachelorprojekt som skulle bestås, en begravelse, et nyt forhold, som er startet,  nogle familier og venner jeg har glemt at passe etc.

Bestyrelsen
Bestyrelsen overskygger alt andet. Sådan føles det ihvertfald lige for tiden. Jeg når ikke til forelæsninger, eller hjem tidligt og jeg ved jeg er stresset. Dog lærer jeg meget, fx hvordan man holder til 3 forskellige møder på en dag samtidig med at man får lavet noget konstruktivt i pausen eller hvordan man er redaktør på et blad eller hvordan man holder mund på de rigtige tidspunkter. Derudover er den lokale borgmester en meget venlig herre, og rådhuset ret flot den ene gang vi var til møde der.

Forholdet der gik i stykker
Efter at have brugt måneder på at være sur og tvær, og lige meget hvad Islændingen gjorde var det ikke godt nok tog jeg itl Warsawa. Der mødte jeg en eks-kæreste og kan ikke helt huske så meget af den aften. Der var lidt for meget alkohol involveret. Either way det kunnne Islændingen ikke tilgive. Brugte 3 uger på at prøve at redde forholdet, som ikke stod til at redde, og gav derefter fortabt. C’est la vie. Han er en fantastisk person, vi passer bare ikke sammen. Der gik drømmen om at den første kærlighed varer evigt.

Bachelorprojektet som skulle bestås
Det blev bestået med et fint 10-tal samtidig med at jeg sad i bestyrelsen og prøvede at begynde et nyt forhold. Hvem siger kvinder ikke kan multitaske?

En begravelse
En god studiekammerat af min døde som følge af komplikationer fra en kronisk sygdom og Mononucleose. Han er en af de få jeg bevarede kontakten til mens han var i udlandet og vi sås mindst en gang om ugen til kursus. Det er mærkeligt at han ikke længere er til at fange, men indtil det sidste skrev alle og håbede på at han fik det bedre. Begravelsen var utrolig smuk, kirken var fyldt op og bårebuketterne var der ikke plads til indenfor så de lå udenfor kirken. De spillede “Om lidt” (Kim Larsen) og der var ikke et øje tørt i kirken.

Vi fik aldrig den øl vi havde aftalt vi skulle have når støvet lagde sig.

Et nyt forhold
Se næste indlæg. Det kan åbenbart ikke opsummeres.

Familie og venner
Folk jeg møder for tit hvor jeg siger, det er langt tid siden og kigger i min kalender og konkluderer jeg ikke har tid før om et havlt år til at se dem. Det er måske et spørgsmål om prioriteringer.

Hvornår er det på tide at komme ud af et forhold?

Jeg ved snart ikke længere om det er det værd. Vi nåede at være i samme land 6 uger før han tog til Island i en måned, og vi har ikke snakket sammen ordentlig de sidste to uger. Jeg har svært ved at tilgive ham at han ikke kunne organisere sin tid ordentlig for at sige farvel til mig da han skulle afsted i en måned, og han kan overhovedet ikke se det fra mit synspunkt, og han mener at det også er min skyld.

Når vi sidder og chatter skal han altid noget andet, eller også så er han på nettet, men spiller et spil så han ikke svarer på hvad jeg skriver. Det eneste vi gør lige for tiden er at skændes om at han ikke har tid til at snakke til mig hvorefter tonen ligesom er lagt, og der holder op med at komme noget konstruktivt ud af samtalerne.

Jeg er holdt op med at grine i forholdet.

Jeg vidste godt det ville være svært at flytte tilbage til  Danmark og bo i samme land, men jeg havde ikke gjort det klart at det ville så svært.  Det har ikke været nemt at gå imod folks fordomme omkring ham, og så har det ikke hjulpet at det generelt er gået af helvede til.

Jeg snakker med en del omkring det, så alle ved at det ikke går ordentlig med undtagelse af ham. Jeg snakkede med en af drengene fra køkkenet i går, som mener han ikke er den rigtige til mig. Han syntes at jeg skal bruge nogen der elsker mig for hvem jeg er, som sætter pris på at jeg involverer mig så meget politisk og gider at være frivillig så mange steder. Jeg synes det er svært, jeg kan godt se hans pointe, men på den anden side så er det dejligt at vi er så forskellige.

Men han måtte gerne planlægge sin dag så vi kunne sige farvel.